Sæsonen 2003
[Startside] [Tips om morkeljagt] [Opskrifter] [Billeder][Links]

Arkivet: | Sæsonen 2001 | Sæsonen 2002 | Sæsonen 2003 | Sæsonen 2004 | Sæsonen 2005 | Sæsonen 2006 | Sæsonen 2007 | Sæsonen 2008 | Sæsonen 2009 |

På denne side kan du følge min udgave af morkelsæsonen 2003.
*Jeg modtager gerne billeder fra andre. Hvis jeg bruger dem vil de blive behørigt krediteret*

 

17/4-03: Mine første morkler i 2003! De er naturligvis små og langt fra plukke-klare, men der er mange på dette sted: Over 20 på mindre end 1 kvadratmeter, omkring en elmestub. Stedet er en af mine gamle kendinge - her ser det lovende ud i år. (Billedet er taget 17/4-03)

 
   
 

21/4-03: Der er skudt mange nye op i området. (Jeg har ikke fundet noget andre steder endnu). Jeg har ikke talt dem, men der må være langt over 50 nu (ikke i billedet, men i området), mange af dem i tætte knipper. De vokser godt, men er i fare for at tørre helt væk, hvis der ikke kommer regn meget snart.

 
   
 

26/4-03: En overraskende god fangst i betragtning af den meget tørre periode vi har haft. Men et par gode regnskyl de seneste dage har åbenbart drevet morklerne frem. Vejret i dag var ikke just til solbadning, og morkeljagten var også en våd og kold affære. Men hvad gør det, når udbyttet er over forventning. Morklerne er ikke store, til gengæld er der mange.

 

 
 
30/4-03: Morklerne myldrer frem. I dag gav det denne flotte fangst: 2,4 kg!  
   
 

1/5-03: To billeder der viser hvordan morklerne i år er særligt tilbøjelige til at skyde op i knipper (synes jeg). Måske er det bare fordi det generelt er et godt morkel-år, at de kommer på den måde. Jeg oplevede det samme i 1997, som var et rigtigt godt år. (Fotos taget 30/4-03)

 

 
 

4/5-03: I dag var min kære søster Susanne med på morkeljagt, og fik en ganske pæn høst - 1,5 kg. Tilsammen fandt vi ca. 3 kg. Efter hun havde takket af, forsatte jeg lidt et andet sted, og fandt en ny stor "stime" i Aalborg Vest (billedet nedenunder). Igen ser man dette års tendens til "massefrembrud" - hvor der er morkler, er der mange i år!

 

 
   

- Udsnit af en masseforkomst i en nedlagt have (nu nærmest en byggeplads). Indenfor 10 kvadratmeter voksede mellem 50 og 100 morkler (sandsynligvis flere). Foto taget 4/5-03.

 

 
 

-Sune Klit Søndergaard i Bolderslev har mailet mig disse billeder, med denne kommentar: "Min kollega, med hvem jeg deler interessen for svampe, fik øje på dem hos en klient, jeg tog ud og spurgte om jeg måtte tage dem. Det var der ingen problemer med, svampe betragtes af de fleste lokale som giftigt stads. Det er de første jeg har set, men har af flere fået andre lokaliteter oplyst. Det er godt nok på sandet jord, men de skulle være gode nok. Nu vil jeg prøve at tilberede dem lege artis."
Tak for dit bidrag, Sune!


 
 
9/5-03: En lille runde i Nørresundby, ikke så langt fra hvor jeg bor,
afslørede et nyt "massefrembrud" med sammenlagt ca. 40 frugtlegemer.
Sidste år fandt jeg samme sted 2!
 
 

Jeg plukkede 29 af dem. Vægt: 1,8 kg. (Fotos taget 9/5 - ikke 8/5. Jeg tog fejl af datoerne.)

 

 
 

Lars Pedersen i Aalborg har sendt mig disse billeder, med bl.a. følgende kommentar:

"Jeg har nogen år efterhånden været en lystig jæger af efterårssvampe - hovedsageligt kantareller og karl johan - og havde også i noget tid haft lyst til at forsøge mig med morklerne, men jeg var for bange for at rode mig ud i noget snavs med giftige svampe, så jeg havde simpelthen ikke turde, men så tilfædigvis en dag sidder jeg foran TV'et og du dukker op... Jeg er selv fra Aalborg og besluttede, at når morklerne nu, som jeg kunne se ud af programmet gror lige uden for min dør, så bliver jeg nødt til at forsøge mig. Med lidt information fra din hjemmeside begav jeg mig afsted med en god ven (og ligesindet svampe-elsker og -jæger).
Og det lykkedes... Endda over al forventning. Vi havde håbet på bare at kunne finde et par enkelte. For ligesom at kunne sige, at det var lykkedes, men vi endte med lige knap et kilo, og vi var kun afsted i ca. 1 time. Siden har vi ikke haft helt så meget held, men modet og lysten er der stadig, og lidt er det da også blevet til.
Jeg har smidt to billeder med fra to forskellige høste, som du er velkommen til at ligge op på din hjemmeside." (Billederne er dateret 29/4 og 15/5 -03)

- Herligt at min side har kunnet bruges så konstruktivt - og så af en aalborgenser ;o)
Godt gået, Lars.


 
 

26/5-03: Jeg har haft travlt med andet end morkeljagt, så siderne har ikke været opdateret nogle dage. Men sidste weekend tog jeg endnu en runde til "stederne", og blev rimeligt skuffet. Der var masser af morkler, men langt de fleste var i meget dårlig stand og ikke egnet til køkkenet. Jeg havde ventet, at de var "blomstret op" pga. af den ustyrlige mængde regn vi har fået heroppe, men vandet havde gjort dem skimlede og nærmest møre. Et sted var de imidlertid i fin stand og pænt store, som det fremgår af billedet.

 

 
 
29/5-03: Herlige Vårmusseroner! Morklerne er færdige for i år, men så er det jo rart at Vårmusseronerne har haft godt af det fugtige vejr. Se, hvor store de afbillede eksemplarer er - næsten som Kæmpe-tragtridderhat!